Forskellen på metallerne

Fordelene ved metal er mange: det er holdbart, let at genanvende, og det kan udformes til alverdens emner.

Men metal er ikke bare metal. Det findes i mange slags, prisklasser og kvaliteter.

Her i indlægget kan du få dig et overblik over de tre metaller aluminium, jern og rustfrit stål.

Aluminium

Aluminium er det tredje mest forekomne element på jorden – kun overhalet af ilt og silicium. Det bruges til at lave alt fra sølvpapir, sodavandsdåser til alufælge.

  • et let metal

Den helt store fordel ved aluminium er at det er et let materiale. Faktisk vejer det kun en tredjedel af hvad stål vejer. For dig betyder det helt konkret et reduceret energiforbrug under transport og derved i sagens natur: billigere fragt.

  • holdbart og rustfrit

Aluminium er holdbart. Og så er det også rustfrit. Du kan derfor uden problemer bruge dine emner udenfor. Selv i det danske vintervejr vil aluminiumsemnerne stå stærkt.

  • et kostbart metal

Fordelene ved aluminium er store, og det betaler man for. Aluminium er et forholdsvist dyrt metal hvilket man må have med i overvejelserne.

Jern

Jern er et af de mest brugte metaller da det er nemt at få fat i overalt. Det er et tungmetal, som udvindes af jernmalm fra lande som Kina, Brasilien, Australien, Rusland og Indien.

  • et økonomisk metal

Som sagt er jern let at skaffe, og derfor er det også et billigt metal at arbejde med. Det er dog også et tungt metal, så du må givetvis regne med højere fragtomkostninger end ved f.eks. aluminium.

  • holdbart, men ikke rustfrit

Jern er et slidstærkt metal – så længe du holder det fra vand og fugt. Det er nemlig ikke rustfrit. Hvis emnet skal være i kontakt med fugt, skal det overfladebehandles, eller potentielt produceres i et andet materiale.

Rustfrit stål

Rustfrit stål er en betegnelse for stål der indeholder mindst 10,5% krom. Kromet og forskellige andre legeringselementer giver tilsammen en høj korrosionsbestandighed – altså at metallet kan modstå fugt.

  • metal af forskellige kvaliteter

Du kan få rustfrit stål i forskellige kvaliteter, herunder 304 og 316. Den billigere af de to, 304, er vandfast, mens 316 også kan modstå syre. Sidstnævnte er især relevant i fødevareindustrien hvor metallet ofte kommer i kontakt med syreholdige væsker og produkter.

  • et kostbart materiale

Rustfrit af høj kvalitet kan være dyrt. Det skal derudover også tages med i beregningerne at rustfrit stål er et tungt materiale. Derfor vil fragtomkostningerne være højere end ved aluminium.